14/07/2012

Jyllands-Posten - 2002

Blålys af en anden verden

 Af UFFE CHRISTENSEN, Jyllands-Postens udsendte medarbejder

 Det stort anlagte event med Jean Michel Jarre på Gl. Vrå Enge i Nordjylland druknede i mudder, og han formåede ikke gennem sin sært spredte og usammenhængende koncert, at dæmpe den udbredte frustration over lange begivenhedsløse timer på en en mark, der var dækket af et tykt lag mudder.

Regnen og mudderet skabte kaotiske tilstande med Jean Michel Jarre-koncerten
 En muddermark i Vendsyssel
Gl. Vrå Enge: JEAN MICHEL JARRE Lørdag aften
Her på bladet bruger vi normalt kun betegnelsen udsendt medarbejder, når vi rapporterer hjem fra udlandet, men lørdag befandt vi os i sandhed i en anden verden. Der blandt over 30.000 mennesker, der var samlet på en pløjemark i Vendsyssel - hvor eneste lyde normalt kommer fra en snes vindmøllers sagte susen - for at høre Jean Michel Jarres instrumentale kompositioner, der ofte syntes at tilhøre en anden verden. Gjorde det i hvert fald i lørdags: Alle gode intentioner blev overskygget af noget nær totalt kaos.

Jean Michel Jarre. Foto: Annelene Petersen

For Deres udsendte tog begivenheden sin spæde begyndelse kl. præcis kl 16.18 en kilometer fra frakørsel nummer 8 på den nye stump motorvej fra Nørresundby til (foreløbig Brønderslev). Her startede den forventede kø, og i den time det tog at blive guidet ind på en intermistisk parkeringsplads, buldrede The Rolling Stones ud af bilens højttalere. For ligesom at understrege, hvor forventningerne til årets event på det tidspunkt befandt sig.
"Gimme Shelter" lå meget passende stadig og skvulpede i bevidstheden, da et heftigt tordenskyl var ved at slå os omkuld ved indgangen, og det første lag klæge mudder ildevarslende lagde sig på den opkørte plads.
På billetten stod trykt at dørene blev åbnet kl. 15.00 og at aftenens main-event (hoved-begivenhed) ville finde sted ca. kl. 20.30. Underforstået at der ville ske andet fra scenen eller andre steder i timerne fra åbningstidspunktet til Jarres entre på scenen..
Det gjorde der bare ikke. I hvert fald ikke på pladsens fix-punkt - scenen. Diverse småevents druknede i regnen og kom ikke til at danne det fælles udgangspunkt, som arrangørerne havde håbet.
Her skal lige indskydes, at ovenstående primært gjaldt for de almindeligt dødelige, der havde indløst billet til "monkey-class" og derfor ikke havde adgang til de særlige telte, der oplyst af kandelabre bugnede af mad og gode vine. For de der ikke havde adgang til de overdækkede VIP-tribuner.

Eneste væsentlige afveksling i ventetiden var endnu et par heftige regnskyl, der øvede hærværk mod pladsen, hvor mudderlaget voksede med foruroligende hast.
Nu var vi så priviligerede, at vi f.eks. kunne udfylde ventetiden med at kigge på en dansk prins af samme nationale herkomst som aftenens hovedperson.
I et fjerntliggende VIP-telt samledes i stribevis af festklædte notabiliteter, der aldrig - sådan i virkeligheden - kunne drømme om at sætte velklædte ben på en festivalplads. Jeg gætter på at en god del end ikke havde hørt om Jean Michel Jarre, før han meldte sin ankomt til engene i Gl. Vrå.
En fransk kvinde med ben så lange som Eiffeltårnet havde for enden af disse valgt at klemme sine fødder ned i et par foruroligende høje stilletter, og nåede kun med nød og næppe i sikkerhed via den mudderplettede røde løber inden prinsen med klædelig kongelig forsinkelse ankom kørende i en tør bil..
"Ha, ha, ha" udbrød Hans Kongelige Højhed prins Henrik spontant - og helt blottet for accent - inden han forsvandt ind i VIP-teltet, hvor der ventede ham og gæsterne hvad der - derfra hvor jeg stod og lurede - lignede en pragtmiddag, der stod i skarp kontrast til pladsens hårde halvkolde pizza-slices og andet junk.

Regn. Regn. Regn.


I takt med vandmasserne steg bekymringen for om vi nogensinde ville blive i stand til at forlade den pløjemark, hvor bilen var parkeret.Men om overlevelsesturen senere...
Med tredobbelt kongelig forsinkelse gik Jean Michel Jarre på scenen kl. 21.15 med sit "Aero"-projekt. Omgivet af egne musikere, Aalborg Symfoniorkester, kammerkoret Coro Misto og Klarup Pigekor.
En halv snes vindmøller blev belyst, projektørernes lyskiler krydsede klinger mod den regntunge aftenhimmel, og Jean Michel Jarre lagde de første strøg på sine velkendte monumentale elektroniske lydmalerier. Publikum søgte gennem begejstret bifald lindring over timers stigende frustrationer, og den lille franske troldmand kom vældig godt fra start.
Hele formålet med "Aero"-projektet var at hylde vinden og dens kræfter, og han kunne næppe have fundet bedre rammer end vindmølleparken på Gl. Vrå Enge. I hvert fald ikke hvis man akademisk betragter området på Kort og Matrikelsyrelsens Topografiske Atlas blad 8..
Men i længden udeblev den forventede oplevelse af storhed - af noget unikt.

Under konceten blev der brændt fem tons fyrværkeri af. Sådan noget kan vi mennesker jo så vældig godt lide at se: Der blev ikke sparet på "nøøørjh" og "se, se se"-udbrudene, men man stod blot hurtigt med en følelses af, at sammenhængen mellem vindkraften og det spektakulære festfyrværkeri, var ikke eksisterende. Og da man først var overmandet af den følelse, så faldt hele koncerten så at sige fra hinanden:.
Vindmøllerne drejede dovent rundt og passede sig selv, fyrværkeriet farvede himlen over vores hoveder, og Jean Michel Jarre fordybede sig i sine tangenter. Men oplevelsen af en treenighed mellem musik, vind og fyrværkeri udeblev, og det kan derfor ikke undre, at publikum der, hvor jeg stod og sank ned i mudderet, gradvist kastede sig over andre gøremål.
Ved siden af mig gerådede to - kroatere, tror jeg - sig ud i noget der mindede om en højrystet og indædt handel med en brugt bil. Bag mig brugte en stor nordjyde - med mobilen presset mod øret - det meste af en halv time på at forklare, hvor han ligenu befandt sig. Et par piger besluttede at vade mod udgangen for at undgå det værste pres. Som de udtrykte det. En tredje udtalte, at hun sgu' "glædede sig helt vildt til at Safri Duo kom og trykkede den af..."
Sådan havde vi alle vores.
Tydeligt også Jean Michel Jarre.
Deroppe i scenens lyshav, hvor hans toner - for alle andre end de, der stod helt oppe foran scenen - blev hængende som en kondisko i mudder.
Kort efter kl. 23.00 var han færdig.

Pladsen var ufremkommelig


Safri Duo gik på scenen for en kort bemærkning, men det indslag hørte jeg kun i det fjerne.Pladsen var på det tidspunkt stort set ufremkommelig.
Det samme var parkeringspladsen, men for nu ikke at trække pinen ud, kan nøgternt konstateres at det tog os fire timer og 36 minutter at køre den lille kilometer, der skulle tilbagelægges inden vi atter kunne mærke asfalt under de fire hjul. Og vi var meget, meget heldige. Da kursen blev sat mod motorvejen efterlod vi i tusindvis af fastkørte biler bag os.
"Vi har naturligvis et beredskab", forsikrede Muskelsvindfondens indsamlingschef, Peter Sand, tidligere på dagen over for Jyllands-Posten, da det stod klart, at regnen ville forvandle hele området til en mudderpøl..
Det er der ingen grund til at betvivle, og hovedarrangøren - Eventmus Fonden (drevet af Muskelsvindfonden) - kan naturligvis ikke lastes for, at vejret ikke ligefrem var med begivenheden. For nu at udtrykke det mildt.
Men hvorfor havde man ikke i timerne inden over 30.000 mennesker ankom, sikret pladsen bedre end tilfældet var? Man burde have kørt i læssevis af flis ud, have anlagt flere gangbroer etc. etc. Koste hvad det ville. En koncertbegivenheds væsentligste element er - alt andet lige - et betalende publikum.
Ud på aftenen var tilsyneladende den eneste - hvis man ikke var VIPer eller prins - mulighed for at komme bort fra pladsen en smal markvej, der skulle tage imod gående publikum, cyklister, motorcyklister, biler og udrykningskøretøjer. På en og samme tid.
Kaos var uundgåeligt.
Det er sandsynligt at andre frakørselsveje var smadrede, men var det tilfældet, så burde man have imødeset, at det kunne ske. Skræk-scenariet var en mulighed.
Området omkring Vindmølleparken i Gl. Vrå Enge var ganske enkelt uegnet til formålet under disse - og muligvis også alle andre - vejrforhold, hvilket man burde have vidst inden stedet blev udvalgt. I disse år skyder den ene vindmøllepark efter den anden op som padehatte. Mulighederne for at have valgt en anden lokalitet synes mange.
Derfor kan nogenlunde nøgternt konstateres, at Eventmus Fonden ikke var opgaven voksen. Den franske mundfuld var ganske enkelt for stor.
Dagens, aftenens og nattens kaos kom desværre til at overskygge den egentlige begivenhed.
"En fransk fis i en hornlygte", udbrød en gæv nordjyde og tabte sin pizza ned i en altædende mudderpøl, der på sekunder opslugte "delikatessen".
Eller var det: "En fis i en fransk hornlygte" ?
Det var i hvert fald noget i den retning.


Se billederne












 Jarre i Tylstrup: Jean Michel Jarres koncert var en hyldest til vinden og møllerne. Men regnen ville også have et ord indført. Vi har her samlet Annelene Petersens bedste skud i Tylstrup - både de våde og de farverige. Foto: Annelene Petersen

No comments:

Post a comment