Jean Michel Jarre NRGI Arena, Århus, fredag d. 8. maj 2009

Anmeldt af Ras Bolding
Foto: Morten Rygaard
09-05-2009

 

Den elektroniske solkonge

Selvom Jean Michel Jarre efterhånden kan se tilbage på en karriere på mere end tredive år, så kan man ikke just beskylde den franske electronica-pioner for at ligge på den lade side. Efter sidste års Oxygene-turné, en turné, der også bragte lydtroldmanden til Danmark, skulle man tro, at et par år ved den franske riviera måtte stå højt på ønskelisten, men nej. Jarre er tilsyneladende ikke i humør til at hvile på laurbærrene, og således er han nu allerede klar med en helt ny verdensturné, som i udgangspunktet er planlagt til at strække sig over to år, mindre kan ikke gøre det. For lad det være sagt med det samme; Jean Michel Jarre er ikke en herre, der går i små sko. Som koncertnavn har han for længst opnået legendestatus med gigantiske shows i byer som Houston, Paris og Moskva, koncerter, hvor publikum ikke tælles i titusinde, eller sågar hundredetusinde, men i milliontal. Men hvorfor så pludselig optræde i NRGI Arena i Århus, en hal med plads til omkring 4000 tilskuere? Er den excentriske franskmand blevet beskeden?

Ifølge Jarre selv har ønsket om at optræde tættere på publikum været en afgørende faktor - til de gigantiske koncerter kan det, trods alt, være svært at nå helt ned til de bagerste rækker, især fordi disse, i helt bogstavelig forstand, befinder sig kilometer fra den egentlige scene. Men bare fordi man skal optræde i en jysk hal, så kan man jo godt slæbe lidt lys med alligevel.

En kraftig hvid laserflade skar gennem mørket, og gennem laserstrålen strakte sig en hånd, hvorefter skikkelsen trådte frem til den ventede applaus. Resten af scenen lyste op til tonerne af "Industrial Revolution II", som næppe kan kaldes et af franskmandens bedst kendte numre, men måske netop derfor virkede som et modigt valg. Publikum tog dog pænt imod, men da næste nummer satte i gang, "Magnetic Fields I", var genkendelsens glæde bestemt at spore, og der blev klappet taktfast med til de syntetiske klange, mens scenen blev forvandlet til noget nær et veritabelt lysorgie i alskens farver. Laserstråler strakte sig fra scenen og ned gennem salen, akkompagneret det ene øjeblik af funklende, syntetiske melodier, det næste af elektroniske lydmalerier, alt sammen serveret af d'herrer Dominique Perrier, Claude Samard, Francis Rimbert og deres mange maskiner. Og så naturligvis Jean Michel Jarre selv, der undervejs fik betjent både synthesizere, theremin, harmonika og den legendariske laser harp.

Virker den, eller hvad?

Grønne stråler skød op fra scenegulvet, delte sig, bredte sig som en vifte, og franskmanden slog toner an på strålerne, som var de elektroniske strenge på en futuristisk harpe. Et imponerende instrument, der er som trådt ud af en science fiction-forfatters våde drøm, men virker skidtet? Få instrumenter har vel, gennem årene, affødt så mange og til tider ophidsede diskussioner, som netop laser-harpen, for hvordan skulle man nu kunne spille på stråler af lys, og er det ikke bare en smart gimmick, som i virkeligheden er playback? Nej og nej. Instrumentet virker rent faktisk, og betjenes live, hvilket blev klart for alle i salen, da laser harpen et kort øjeblik, under "Rendez-Vous III", opførte sig underligt, hvorfor Jarre måtte redde sig hjem på improvisation. Det er naturligvis ikke strålerne selv, der afgiver lyd, de sender signal til en synthesizer, som skaber lyden. Strålerne fungerer som tangenter, der heller ikke i sig selv afgiver lyd, hvad enten der er tale om et klaver, et orgel eller en synthesizer.

Laser-harpen havde den ventede effekt og høstede stort bifald fra et publikum, som kun levede mere og mere med i løbet af koncerten. Der var godt nok sat stole op i salen, og siddepladser var fordelt efter rækker, men flere gange undervejs, gerne i forbindelse med de mere rytmisk orienterede numre som "Oxygene XII", "Magnetic Fields II", "Chronologie VI" og naturligvis giganthittet "Oxygene IV" stod folk op, og flere numre høstede spontant stående ovation. Jarre selv var også særdeles livlig, som den gale videnskabsmand bag sine stabler af maskiner, hvorfra han, fra tid til anden, bevægede sig frem for at spille på transportable synthesizere i rem, som blandt andet på "Oxygene V", der viste franskmanden fra den mere eksperimenterende side, som et computerspil i hastigt akkumulerende opløsning, det ene øjeblik hvinende og frenetisk, det næste dyster og dæmonisk.

Livlig og legende

Det hedder sig om den elektroniske musik, at den til tider har det svært i koncertsammenhæng. Laptopnørden, der checker e-mails, mens musikken spiller, er en ofte af anmeldere portrætteret slyngelrolle, og selvom jeg bestemt har et koldt og kybernetisk hjerte, der banker for elektronisk musik, så må også jeg engang imellem give fortabt, når en såkaldt koncert i virkeligheden afvikles af WinAmp eller MediaPlayer alene - den slags er bare ikke fedt. Men hvad gør man så? Der er selvfølgelig flere gode bud, men hedder man Jean Michel Jarre, så slæber man da naturligvis 70 (!) synthesizere med på scenen. Det er en besværlig løsning, for det kræver en hel del arbejde med at sætte op og pille ned, aften efter aften, og da flere af instrumenterne er gamle analogsynthesizere, så er der også en vis portion risiko forbundet med strategien, for selvom de analoge maskiner har en fantastisk lyd, så er flere af dem også ustabile. De kan finde på at glide ud af stemning afhængigt af temperatur, og til tider afgiver de helt og aldeles uventede klange. Til gengæld giver det tunge setup mulighed for, at musikerne rent faktisk kan gøre en forskel på scenen. De spiller, laver lyde, mixer undervejs, og det giver selvsagt en helt anden og meget mere intens koncertoplevelse.

Der blev bestemt leget og improviseret i løbet af den godt to timer lange koncert. Og spillet fejl. Hvilket naturligvis hører med til det at optræde live. Selvom man godt kunne fornemme, at det var tidligt på turnéen, så fungerede samspillet mellem de fire musikere og deres mange maskiner fint, og det var tydeligt, at de alle nød at optræde med materialet. En del af klassikerne blev vendt, såsom den brilliant kolde "Equinoxe IV", den vemodige "Souvenir Of China", den i ordets rette forstand symfoniske "Rendez-Vous II" og naturligvis den allerede omtalte "Oxygene IV" - alle numre, der må betegnes som sikre kort til Jean Michel Jarres koncerter. Men et par overraskelser blev det også til, i form af "Equinoxe V" og "Calypso III", som ikke just har været spillet flittigt til koncerter gennem årene.

Publikum satte pris på affæren og klappede Jarre og hans tre musikanter ind til flere ekstranumre. Til sidst måtte de faktisk opføre åbningsnummeret "Industrial Revolution II" igen, før de endelig kunne forlade scenen, og således blev der sluttet en fin cirkel om koncerten, der sluttede, som den begyndte. Jarre forsvandt i sin hvide laserflade, og vi var tilbage på vores egen planet igen, hvor det i øvrigt var begyndt at småregne udenfor.

Men indtil da! Indtil da var det en rejse i lyd og lys, på eventyr med en futuristisk romantiker, der på forunderlig vis har formået at gøre sin særegne, instrumentale elektronmusik til hvermandseje. Den foruroligende Alex fra "A Clockwork Orange" får sidste ord, for hans svulstige sprogblomster rammer hovedet på sømmet, så der ej er mere at tilføje: "Oh, it was gorgeousness and gorgeousity made flesh. It was like a bird of rarest-spun heaven metal or like silvery wine flowing in a spaceship, gravity all nonsense now."

Jean Michel Jarre spiller i Messecenter Herning lørdag den 9. maj