Modsætninger mødes
Engang var en Jean Michel Jarre-koncert noget, der fandt
sted med års mellemrum, og når det så endelig skete, så var det gerne i
storbyer som Paris, Houston eller London, med rekordstore
publikumsskarer, der blokerede gader og stræder, mens den gale
franskmand selv, udstyret med laserstråler, fyrværkeri og lysende
tangenter, forbløffede masserne med futuristiske elektroniske klange.
I de senere år er der gået lidt inflation i Jarres koncerter, og
han er sågar begyndt at optræde både indendørs og for noget nær helt
almindelige tilskuertal, dog stadig, fra tid til anden, med afstikkere i
retning af større shows. På den ene side, kan man hævde, tager det
lidt af mystikken fra manden, der, om nogen, har været en mystikkens
superstjerne, altid gemt bag sine maskiner og elektroniske klange, og
samtidig den, der måske mere end nogen anden enkeltperson har været med
til at bringe den elektroniske musik ud til folket.
Men på den anden side giver Jarres i disse tider lidt mindre
koncertskabelon samtidig mulighed for, at manden kan få sin musik ud i
nogle sammenhænge han ellers tidligere har været så godt som udelukket
fra. Såsom f. eks. festivaler. Når det så er sagt, så er det velsagtens
alligevel de færreste, der havde regnet med, at den franske
electronica-pioner skulle været årets hovednavn til Jelling Festival, en
festival, hvor ellers Lars Lilholt er det typiske husorkester, hvilket
jo må siges at være en noget anden musik end den, Jean Michel Jarre
står for. Men friskt, må man sige, af arrangørerne at tage chancen,
friskt af Jarre at takke ja, og friskt også af publikum at trodse regn
og mudderbad for at give denne i forhold til resten af festivalens
program noget anderledes musikoplevelse ikke bare en chance, men også
en ganske varm modtagelse.
Manden, der trodsede vejrguderne
Lad os få det overstået - ja, det regnede, ja, det var mudderbad.
Igen. Som det var tilfældet da Jarre optrådte med sit Aero-show i
vindmølleparken ved Gl. Vraa i 2002. Sådan skal det åbenbart være, når
franskmanden spiller udendørs her til lands. Men heldigvis blev vejret
ikke nogen forhindring for et flot punktum på festivalen - de af
vejrguderne hårdt prøvede gæster lod sig ikke slå ud.
Jean Michel Jarre indtog scenen via fotografgraven mellem første
række og scenekonstruktionen, hvilket betød at han gav hånd til hele
rækken på vejen; igen en utænkelig situation i forbindelse med
fortidens gigantkoncerter, men en simpel og samtidig effektiv gestus,
der, i helt bogstavelig forstand, bragte ham i øjenhøjde med publikum.
Hvor Jarre tidligere, af sine kritikere, er blevet beskyldt for at lave
flotte shows af stor teknisk kvalitet, men uden megen menneskelig
varme, så må man i dén grad sige, at den franske stjerne gav sig hen
til sit publikum denne aften, med stor energi og indlevelse.
Til de futuristiske toner af "Oxygene II" blev ballet skudt i
gang, og alle eventuelle bekymringer om mudret festivallyd blev gjort
til skamme. Ja, faktisk var lyden bedre end til selv de fleste
indendørs-koncerter, om end den godt måtte have været højere.
Og hvad så med det visuelle aspekt? Det har jo altid udgjort en
væsentlig del af Jean Michel Jarres koncertudtryk, og der har da også
været skrevet en del de seneste dage om hvordan Billund Lufthavn måtte
ændre flyruter i tidsrummet under koncerten, af frygt for at
lasershowet skulle skabe problemer. Men der var ingen laserstråler i
sigte de første par numre, og man kunne godt fornemme en vis undren hos
flere tilskuere. Men Jarre er en garvet rotte i dét spil. Lad dem
vente og blive sultne, og så fyrer vi løs.
Og da de så blev skudt af, laserstrålerne, var det med jubelråb
fra publikum, for flot var det virkelig. Strålerne, i klare farver, fra
blå til gul, grøn til rød, dannede formationer på scenen og skød ud
over publikum, lige dele rave, lige dele laserkunst, geometriske former
og hvirvlende tunnelkonstruktioner skabt i lys og røg. På storskærm
bag scenen vistes både computergrafik og kameraoptagelser fra scenen -
specielt opfindsomt under "Variation III", hvor Jarre bar briller
udstyret med kamera, således at man kunne følge hans hænder og de mange
maskiner på storskærmen, som en gal professor i sit musikalske
Frankenstein-laboratorium.
En klar - og forventet - succes hos publikum var naturligvis også
den ikoniske laser harp, der som instrument er så tæt knyttet til Jean
Michel Jarre, at ikke andre for alvor har forsøgt at tage den til sig.
Den var i brug først på den melankolsk smukke "Rendez-Vous III" og
siden på den svulstigt imponerende "Rendez-Vous II", og på begge numre
improviserede Jarre flot undervejs på sine stråler, hvilket i øvrigt
også betød, at man slet ikke kunne være i tvivl om, at instrumentet
blev betjent helt og aldeles live.
Plads til improvisation
Et helt klart plus ved koncerten var den musikalske tilgang, for
selvom showet var nok så flot, og det var det, så havde man ikke valgt
at springe let hen over musikken. Med sig på scenen bragte Jarre tre
musikere: Francis Rimbert, Claude Samard og Jerome Gueguen, og samlet
kunne de bryste sig af en synthesizer-samling af karat, fra de gamle
Moogs til moderne Nordleads og mere til, og instrumentparken blev
flittigt benyttet.
Plads til improvisation var der også, og på den måde fremstod både
musikken og musikerne legende og tydeligvis med stor glæde ved det at
spille og frembringe lyd. De gjorde det alle godt, men ikke mindst
Gueguens hvinende solo-improvisationer, ofte holdt i et højt tempo, som
et frenetisk computerspil med musik af Rob Hubbard, fortjener ros.
Skal der lyde lidt kritik herfra, så må den gå på, at listen af
numre, der blev præsenteret var yderst forudsigelig og stort set
identisk med, hvad Jarre ellers har præsenteret under sine koncerter de
seneste par år. Jeg har anmeldt ham live også i den sammenhæng, og
såre positivt, og derfor overvejede jeg om jeg denne gang skulle uddele
fem stjerner i stedet for seks, simpelthen fordi der var en god del
genudsendelse i konceptet.
Når jeg alligevel giver fulde seks stjerner, så er det fordi jeg
talte med flere tilskuere efter koncerten - som ikke havde oplevet Jean
Michel Jarre før - og som var meget begejstrede. Og her er det vel kun
rimeligt nok ikke kun at se tingene helt og aldeles fra egen næsetip,
men også betragte den større sammenhæng. Manden er så afgjort på
udebane til et arrangement som Jelling Festival, hvor man må forvente
at en del af det fremmødte publikum ikke er hårdkogte fans, der ved
hvilke lyde på hvilke numre, der er skabt med hvilke synthesizere, og
set i det lys kan man godt forstå, at det er det sikre materiale, de
gamle travere, der har førsteprioritet.
Til gengæld har flere af disse travere så klassikerstatus indenfor
den elektroniske musik, og når de tilmed bliver fremført med så megen
spilleglæde og overskud, så må man bøje sig i støvet - i dette tilfælde
mudderet - og erkende, at Jean Michel Jarre kan noget, der ikke er
mange andre, der kan - han kan magte en folkefest med futuristisk
elektronmusik - og så i øvrigt uden at synge et eneste omkvæd.
No comments:
Post a Comment