Blålys af en anden verden
Af UFFE CHRISTENSEN, Jyllands-Postens udsendte medarbejder
Det stort anlagte event med
Jean Michel Jarre på Gl. Vrå Enge i Nordjylland druknede i mudder, og
han formåede ikke gennem sin sært spredte og usammenhængende koncert, at
dæmpe den udbredte frustration over lange begivenhedsløse timer på en
en mark, der var dækket af et tykt lag mudder.
 |
Regnen og mudderet skabte kaotiske tilstande med Jean Michel Jarre-koncerten |
En muddermark i Vendsyssel
Gl. Vrå Enge:
JEAN MICHEL JARRE
Lørdag aften
Her på bladet bruger vi normalt kun betegnelsen udsendt
medarbejder, når vi rapporterer hjem fra udlandet, men lørdag befandt
vi os i sandhed i en anden verden. Der blandt over 30.000 mennesker, der
var samlet på en pløjemark i Vendsyssel - hvor eneste lyde normalt
kommer fra en snes vindmøllers sagte susen - for at høre Jean Michel
Jarres instrumentale kompositioner, der ofte syntes at tilhøre en anden
verden. Gjorde det i hvert fald i lørdags: Alle gode intentioner blev
overskygget af noget nær totalt kaos.
 |
Jean Michel Jarre. Foto: Annelene Petersen |
For Deres udsendte tog
begivenheden sin spæde begyndelse kl. præcis kl 16.18 en kilometer fra
frakørsel nummer 8 på den nye stump motorvej fra Nørresundby til
(foreløbig Brønderslev). Her startede den forventede kø, og i den time
det tog at blive guidet ind på en intermistisk parkeringsplads, buldrede
The Rolling Stones ud af bilens højttalere. For ligesom at understrege,
hvor forventningerne til årets event på det tidspunkt befandt sig.
"Gimme
Shelter" lå meget passende stadig og skvulpede i bevidstheden, da et
heftigt tordenskyl var ved at slå os omkuld ved indgangen, og det første
lag klæge mudder ildevarslende lagde sig på den opkørte plads.
På
billetten stod trykt at dørene blev åbnet kl. 15.00 og at aftenens
main-event (hoved-begivenhed) ville finde sted ca. kl. 20.30.
Underforstået at der ville ske andet fra scenen eller andre steder i
timerne fra åbningstidspunktet til Jarres entre på scenen..
Det
gjorde der bare ikke. I hvert fald ikke på pladsens fix-punkt - scenen.
Diverse småevents druknede i regnen og kom ikke til at danne det fælles
udgangspunkt, som arrangørerne havde håbet.
Her skal lige
indskydes, at ovenstående primært gjaldt for de almindeligt dødelige,
der havde indløst billet til "monkey-class" og derfor ikke havde adgang
til de særlige telte, der oplyst af kandelabre bugnede af mad og gode
vine. For de der ikke havde adgang til de overdækkede VIP-tribuner.
Eneste
væsentlige afveksling i ventetiden var endnu et par heftige regnskyl,
der øvede hærværk mod pladsen, hvor mudderlaget voksede med
foruroligende hast.
Nu var vi så priviligerede, at vi f.eks. kunne
udfylde ventetiden med at kigge på en dansk prins af samme nationale
herkomst som aftenens hovedperson.
I et fjerntliggende VIP-telt
samledes i stribevis af festklædte notabiliteter, der aldrig - sådan i
virkeligheden - kunne drømme om at sætte velklædte ben på en
festivalplads. Jeg gætter på at en god del end ikke havde hørt om Jean
Michel Jarre, før han meldte sin ankomt til engene i Gl. Vrå.
En
fransk kvinde med ben så lange som Eiffeltårnet havde for enden af disse
valgt at klemme sine fødder ned i et par foruroligende høje stilletter,
og nåede kun med nød og næppe i sikkerhed via den mudderplettede røde
løber inden prinsen med klædelig kongelig forsinkelse ankom kørende i en
tør bil..
"Ha, ha, ha" udbrød Hans Kongelige Højhed prins Henrik
spontant - og helt blottet for accent - inden han forsvandt ind i
VIP-teltet, hvor der ventede ham og gæsterne hvad der - derfra hvor jeg
stod og lurede - lignede en pragtmiddag, der stod i skarp kontrast til
pladsens hårde halvkolde pizza-slices og andet junk.
Regn. Regn. Regn.
I
takt med vandmasserne steg bekymringen for om vi nogensinde ville blive
i stand til at forlade den pløjemark, hvor bilen var parkeret.Men om overlevelsesturen senere...
Med
tredobbelt kongelig forsinkelse gik Jean Michel Jarre på scenen kl.
21.15 med sit "Aero"-projekt. Omgivet af egne musikere, Aalborg
Symfoniorkester, kammerkoret Coro Misto og Klarup Pigekor.
En halv
snes vindmøller blev belyst, projektørernes lyskiler krydsede klinger
mod den regntunge aftenhimmel, og Jean Michel Jarre lagde de første
strøg på sine velkendte monumentale elektroniske lydmalerier. Publikum
søgte gennem begejstret bifald lindring over timers stigende
frustrationer, og den lille franske troldmand kom vældig godt fra start.
Hele
formålet med "Aero"-projektet var at hylde vinden og dens kræfter, og
han kunne næppe have fundet bedre rammer end vindmølleparken på Gl. Vrå
Enge. I hvert fald ikke hvis man akademisk betragter området på Kort og
Matrikelsyrelsens Topografiske Atlas blad 8..
Men i længden udeblev den forventede oplevelse af storhed - af noget unikt.
Under
konceten blev der brændt fem tons fyrværkeri af. Sådan noget kan vi
mennesker jo så vældig godt lide at se: Der blev ikke sparet på
"nøøørjh" og "se, se se"-udbrudene, men man stod blot hurtigt med en
følelses af, at sammenhængen mellem vindkraften og det spektakulære
festfyrværkeri, var ikke eksisterende. Og da man først var overmandet af
den følelse, så faldt hele koncerten så at sige fra hinanden:.
Vindmøllerne
drejede dovent rundt og passede sig selv, fyrværkeriet farvede himlen
over vores hoveder, og Jean Michel Jarre fordybede sig i sine tangenter.
Men oplevelsen af en treenighed mellem musik, vind og fyrværkeri
udeblev, og det kan derfor ikke undre, at publikum der, hvor jeg stod og
sank ned i mudderet, gradvist kastede sig over andre gøremål.
Ved
siden af mig gerådede to - kroatere, tror jeg - sig ud i noget der
mindede om en højrystet og indædt handel med en brugt bil. Bag mig
brugte en stor nordjyde - med mobilen presset mod øret - det meste af en
halv time på at forklare, hvor han ligenu befandt sig. Et par piger
besluttede at vade mod udgangen for at undgå det værste pres. Som de
udtrykte det. En tredje udtalte, at hun sgu' "glædede sig helt vildt til
at Safri Duo kom og trykkede den af..."
Sådan havde vi alle vores.
Tydeligt også Jean Michel Jarre.
Deroppe
i scenens lyshav, hvor hans toner - for alle andre end de, der stod
helt oppe foran scenen - blev hængende som en kondisko i mudder.
Kort efter kl. 23.00 var han færdig.
Pladsen var ufremkommelig
Safri Duo gik på scenen for en kort bemærkning, men det indslag hørte jeg kun i det fjerne.Pladsen var på det tidspunkt stort set ufremkommelig.
Det
samme var parkeringspladsen, men for nu ikke at trække pinen ud, kan
nøgternt konstateres at det tog os fire timer og 36 minutter at køre den
lille kilometer, der skulle tilbagelægges inden vi atter kunne mærke
asfalt under de fire hjul. Og vi var meget, meget heldige. Da kursen
blev sat mod motorvejen efterlod vi i tusindvis af fastkørte biler bag
os.
"Vi har naturligvis et beredskab", forsikrede
Muskelsvindfondens indsamlingschef, Peter Sand, tidligere på dagen over
for Jyllands-Posten, da det stod klart, at regnen ville forvandle hele
området til en mudderpøl..
Det er der ingen grund til at betvivle,
og hovedarrangøren - Eventmus Fonden (drevet af Muskelsvindfonden) -
kan naturligvis ikke lastes for, at vejret ikke ligefrem var med
begivenheden. For nu at udtrykke det mildt.
Men hvorfor havde man
ikke i timerne inden over 30.000 mennesker ankom, sikret pladsen bedre
end tilfældet var? Man burde have kørt i læssevis af flis ud, have
anlagt flere gangbroer etc. etc. Koste hvad det ville. En
koncertbegivenheds væsentligste element er - alt andet lige - et
betalende publikum.
Ud på aftenen var tilsyneladende den eneste -
hvis man ikke var VIPer eller prins - mulighed for at komme bort fra
pladsen en smal markvej, der skulle tage imod gående publikum,
cyklister, motorcyklister, biler og udrykningskøretøjer. På en og samme
tid.
Kaos var uundgåeligt.
Det er sandsynligt at andre
frakørselsveje var smadrede, men var det tilfældet, så burde man have
imødeset, at det kunne ske. Skræk-scenariet var en mulighed.
Området
omkring Vindmølleparken i Gl. Vrå Enge var ganske enkelt uegnet til
formålet under disse - og muligvis også alle andre - vejrforhold,
hvilket man burde have vidst inden stedet blev udvalgt. I disse år
skyder den ene vindmøllepark efter den anden op som padehatte.
Mulighederne for at have valgt en anden lokalitet synes mange.
Derfor
kan nogenlunde nøgternt konstateres, at Eventmus Fonden ikke var
opgaven voksen. Den franske mundfuld var ganske enkelt for stor.
Dagens, aftenens og nattens kaos kom desværre til at overskygge den egentlige begivenhed.
"En
fransk fis i en hornlygte", udbrød en gæv nordjyde og tabte sin pizza
ned i en altædende mudderpøl, der på sekunder opslugte "delikatessen".
Eller var det: "En fis i en fransk hornlygte" ?
Det var i hvert fald noget i den retning.
Se billederne
Jarre i Tylstrup: Jean Michel Jarres koncert var en hyldest til
vinden og møllerne. Men regnen ville også have et ord indført. Vi har
her samlet Annelene Petersens bedste skud i Tylstrup - både de våde og
de farverige. Foto: Annelene Petersen