15-05-2009
Nephew-keyboardspilleren René Thalund og elektronikamusikeren Ras Bolding mødte tangenttroldmanden backstage i Herning
Af
Ras Bolding
Foto: Morten Rygaar
Der er noget sært fascinerende ved franske Jean Michel Jarre, manden,
der måske mere end nogen anden har været med til at bringe den
elektroniske musik ud til masserne. Ud fra enhver rimelig logik burde
den herre aldrig have kunnet slå stort igennem; hans musik er en
temmelig idiosynkratisk fusion mellem klassiske dyder, eksperimenterende
avantgarde og en uomtvistelig evne til at ryste regulære ørehængere ud
af ærmet. Og nåja, så er det hele instrumentalt. Men selv uden omkvæd og
guitarsolo har Jarre ikke alene formået at sælge lige så mange plader
som de helt store rockbands, han har også, igen og igen, givet både Pink
Floyd, U2 og Rolling Stones baghjul i den knap olympiske disciplin, der
hedder jeg-kan-spille-større-koncerter-end-din-far. Franskmandens
hidtil største koncert tiltrak i 1997 et rekordstort publikum på mere
end 3.5 millioner tilskuere i Moskva.
Jean Michel Jarre har netop
indledt en verdensturné, hvor han - beskedent - holder sig inden døre,
og GAFFA har i den forbindelse sendt et umage par af sted for at
interviewe. Ras Bolding og René Thalund har det til fælles, at de begge
med jævne mellemrum skriver for GAFFA, men også selv er musikere.
Bolding optræder med elektronisk musik i undergrunden, ofte på skumle
klubscener, hvor publikum er sortklædt og bærer mere make-up end David
Bowie i de unge år, mens Thalund huserer som tangentspiller i
turné-aktuelle Nephew, der burde være de fleste læsere bekendt i deres
egenskab af landets måske pt. største rockband. Og så har de altså også
en barndom med franskmandens elektroniske lydmalerier til fælles.
Bolding og Thalund mødte Jarre backstage efter koncerten i Messecenter
Herning lørdag den 9. maj.
Ung igen
Ras:
Du har for nylig forladt dit pladeselskab EMI og har ikke tegnet ny
kontrakt, du er i gang med, at præsentere nyt website og du har netop
påbegyndt en verdensturné, der er planlagt til at vare to år. Vil du
mene, at dette er begyndelsen på et nyt kapitel i Jean Michel Jarres
karriere?
Jean Michel: Ja, det synes jeg. Jeg føler mig som
nybegynder igen, nu hvor hele musikindustrien er ved at ændre sig, og
jeg tror ikke nødvendigvis, der er tale om en dårlig udvikling. Se på
dengang plademediet blev introduceret. Dengang bestod musikindustrien af
forlag, der udgav noder. På Mozarts tid og såmænd også i begyndelsen af
det tyvende århundrede måtte man stræbe efter at få musikken udgivet
som noder, og så skulle et orkester f. eks. spille den. Så dukkede
pladeindustrien op, og forlagene mente, at det var enden på
musikindustrien dengang, men det var det jo ikke. Det var et nyt
kapitel. Vi befinder os i præcis den samme situation i dag, så vi må
være kreative. Jeg mener ikke, der er tale om en musikkrise, for der
lyttes jo til musik og laves jo musik som aldrig før.
René: Der finder en demokratiseringsproces sted i dag, hvor folk kan lave musik på deres hjemmecomputer.
Jean
Michel: Lige netop. Derfor er det op til musikindustrien at ændre sig.
Eller uddø, så den kan genfødes i ny og anderledes form. Jeg føler mig
lidt som en fange, der er sluppet fri. Jeg er ikke længere bare et
nummer, jeg er en fri mand, og det har jeg det rigtig godt med. Jeg har
masser af nye idéer, også i forhold til nyt studiealbum, som jeg ikke
nødvendigvis ser i sammenhæng med et egentligt pladeselskab. På den
anden side har jeg dog også respekt for pladeselskaber, og jeg tror de
fortsat vil være nødvendige, men i en anden form. De må restruktureres.
Jeg vil gerne bevare et godt forhold til et selskab i fremtiden, men det
hele vil afhænge af, hvad for projekter jeg arbejder med.
René:
Nogle folk på selskaberne har en god fornemmelse for hvilke udgivelser,
der vil fungere. Ligesom på et forlag. Jeg tror nogle gange, at de kan
være mere objektive end kunstnerne selv, der jo er fordybet i selve
projektet. Denne kvalitet går måske tabt, hvis pladeselskaberne
forsvinder.
Jean Michel: Nogle gange er det også lidt vel
prætentiøst, når kunstnere skælder ud på selskaberne og mener, at de kan
sagtens klare det hele selv i stedet. Der er en masse arbejde at se
til. Jeg ved det selv, for jeg er i færd med at stable nyt website på
benene, og skulle jeg gøre det helt alene, så ville det tage en
frygtelig mængde tid, jeg ville skulle lægge en masse energi i det. Man
må gå fremtiden i møde med en vis ydmyghed, og lige nu er jeg bare glad
for, at min verdensturné er kommet godt i gang.
Ras: René
snakkede lidt om, at i dag har de fleste mulighed for at lave
elektronisk musik på deres hjemmecomputer, men traditionelt set har
opfattelsen været den, at det er svært for alvor at få elektronisk musik
til at fungere i livesammenhæng. Din løsning har været at tilføje
multimediecirkus, synthesizere i lag, laser harp, etc., men hvad ville
være dit råd til unge musikere, som kun lige akkurat har råd til en
laptop og måske et MIDI-keyboard?
Jean Michel: Mit råd til
enhver begynder må være: tro på dig selv. Undlad at følge trends og
modeluner, men søg ind til det, du oprigtigt gerne vil lave. Det er
essensen. Du kan lave musik med bongotrommer, med violin, eller med
Garage Band på din Macintosh, og er du god, så kan det blive til
mesterværker. Det handler ikke om teknologi og udstyr, men om idéer. Du
kan sammenligne med internettet - bare fordi der findes et væld af
chatrum, så betyder det jo ikke, at alle har noget fornuftigt at sige.
Sådan forholder det sig også med musik. Og så gælder det om ikke at fare
vild i de mange muligheder. Dyrk det, du er god til i stedet for hele
tiden at lade dig fange af den sidste nye smarte opfindelse. Det kan
lyde en smule ironisk, når man ser på alt det udstyr, jeg slæber med på
scenen, men jeg mener det faktisk helt oprigtigt.
Copyright - No copyright. Revolution!
René:
Nu vi taler om den nye generation - mit bands turné begyndte for et par
dage siden, og vi endte på en natklub, hvor der blev spillet et nummer,
der lød bekendt. Jeg gik op til dj'en og fortalte, at dette var Jean
Michel Jarres "Rendez-Vous II", og han sagde, at det var det ikke, det
var en hollandsk gruppe, der kalder sig Zzz. Jeg fandt siden nummeret på
iTunes, og der er ret slående ligheder. Lyt lige engang.
Jean Michel: Haha, ja.
René:
Der er ikke noget at tage fejl af, men det er en fin hyldest. I mit
eget band oplever vi konstant, at vores musik lægges op på YouTube, men
måske er det ikke dem, der gør det, der er galt på den, med deres mere
afslappede forhold til copyrights. Måske er et nummer, som det, jeg lige
har spillet for dig, med til at sikre, at din musik bliver ved med at
leve, men hvad er din egen holdning?
Jean Michel: Jeg har
det fint med det. Folk må gerne lave remixes og covers, og jeg er kun
glad for, hvis jeg kan inspirere andre. Jeg har jo også mine
inspirationskilder, engang imellem også i helt ny musik. Jeg kan godt
lide Crystal Castles og Justice. Også Chemical Brothers, selvom de jo er
mere etablerede nu.
René: Chemical Brothers har også ladet sig inspirere af dig, også omkring deres sceneshow.
Jean
Michel: Ja. Jeg føler mig meget priviligeret ved at tilhøre en
generation, for hvem elektronisk musik var et nyt territorium. Før os
fandtes der ikke populær elektronisk musik, så vi kunne åbne døre, være
jomfruelige og bevare en gnist af uskyld, hvilket jo altid er en
væsentlig kvalitet. En nybegynder i elektronisk musik eller rock i dag,
er i virkeligheden ret gammel, for man står på skuldrene af halvtreds
års musiktradition, hvilket naturligt nok er en tung arv. Det kan være
en vanskelig opgave, og jeg har stor respekt for folk, der er i stand
til at løse den. En tung arv er ofte et større handicap end en fordel.
Ras:
Nu snakken går om elektronisk musik - for 30 år siden forudsagde du, at
efter år 2000 ville de elektroniske instrumenter være de mest udbredte i
moderne musikproduktion, og du har fået ret. Men hvor tror du den
elektroniske musik er på vej hen nu, hvis du skal spå om fremtiden igen?
Jean
Michel: Jeg tror helt bestemt, at kombinationen af analog og digital
lyd vil fortsætte. Nu hvor jeg for alvor har fundet mine gamle
analogsynthesizere frem igen, gik det op for mig, hvor uretfærdigt vi
alle har behandlet dem i senfirserne, hvor de blev udkonkurreret af DX7
og lignende. Alle de store gamle legender blev hårdt ramt; Oberheim,
Moog, etc. Jeg er overbevist om, at analogsynthesizerne har fremtiden
for sig, på samme måde som alle violinister drømmer om at spille på en
Stradivarius, i dag såvel som om 100 år. Se bare, hvordan
software-synthesizere emulerer de analoge maskiner, forsøger at kopiere
deres design, selv visuelt.
René: Lidt ligesom Nordlead, som du også selv spiller på. Digital, fed lyd, men analog-interface.
Jean
Michel: Lige netop. I dag bliver man også mere og mere vant til at
tænke musik ikke blot som toner, men også som lyd. Dj-scenen var med til
at gøre visse former for elektronisk musik populær via dansegulvet, men
det er blot en fase, og elektronisk musik er en meget bredere
størrelse, som I sikkert ved.
René: Ja. I halvfemserne troede
man, at club-scenen aldrig ville dø, men i dag spiller klubberne
rockmusik, dog ofte fyldt med synthlyde. Noget har helt sikkert ændret
sig siden halvfemserne. Hvis man hører sådan noget som Armand van Helden
spillet på klubberne i dag, så lyder det allerede meget "halvfemser."
Jean Michel: Ja, helt afgjort.
Ras: Der er også dubstep-scenen, som er populær i undergrunden.
Jean Michel: Helt bestemt.
Live elektronisk musik
Ras:
Gennem årene har du samarbejdet med en række meget forskellige
kunstnere, såsom Laurie Anderson, Natacha Atlas, sågar science-fiction
forfatteren, Artur C. Clarke. Er der nogle kunstnere, som du virkelig
ville nyde at arbejde sammen med?
Jean Michel: Chemical
Brothers kunne bestemt være et interessant valg. Jeg har stor respekt
for dem, for de har stadig en frisk lyd og god energi, selv efter 20 år.
René: De blander også elektronisk musik med rock.
Jean Michel: Ja, det er korrekt.
René: Jeg ville gerne høre et sådant samarbejde.
Jean Michel: Også jeg.
Ras:
Ring til dem. Nå, lad os snakke lidt om din turné igen. Du har bevidst
valgt denne gang at spille musik fra det meste af din karriere, som jo
strækker sig over mere end 30 år nu. Var det svært at vælge numre ud?
Jean
Michel: Ja. Jeg havde ikke noget koncept at arbejde ud fra, så jeg
prøvede ganske enkelt at sætte en god sætliste sammen. Jeg vil gerne,
undervejs i forløbet, tilføje nye numre, men jeg har ikke nået det
endnu, da min far jo døde for nylig. Men jeg kunne godt tænke mig at
indøve flere numre, således at jeg kan variere turnéen igennem. Her til
sommer vil jeg også arbejde på nye numre, til et nyt album. Måske prøve
dem af foran publikum, lidt ligesom rockbands gjorde det i tresserne, se
hvordan materialet virker live først.
René: Sådan har
Chemical Brothers også gjort som dj's. De testede nyt materiale gennem
deres dj-sæt og indspillede så til albums derefter.
Jean
Michel: Ja. Jeg har selv et nummer, som jeg bare kalder "Variation III".
Jeg arbejdede oprindeligt med det en nat som en passage mellem to
numre, men det har vist sig at fungere godt og dramatisk sammen med
publikum, og den slags kunne jeg godt tænke mig at videreudvikle, måske
en dag lave det til et færdigt nummer. Jeg har flere lignende idéer, som
jeg gerne vil prøve af undervejs i forløbet, så det er en proces under
udvikling.
Ras: Du kalder selv dette for en verdensturné;
betyder det, at du vil besøge samtlige kontinenenter, såsom Asien,
Sydamerika, Afrika - og hvad med Antarktis? Du er jo glad for pingviner.
Jean
Michel: Vi vælger at gemme de ekstreme lokaliteter lidt, men planen er
at gennemføre første del af turnéen, hvorefter jeg vil tage en pause for
at arbejde med ny musik. Så følger del to og tre af turnéen senere på
året. Først følger Europa, så til forår og sommer vil jeg gerne prøve
konceptet udendørs. Jeg vil videre til Amerika, Sydamerika, Afrika og
sidenhen Asien og Australien. Det er mere eller mindre planen.
René: Vil du også lave gigantkoncerter? Dem, du er så berømt for.
Jean
Michel: Ja, men ikke under denne turné. Jeg kunne dog godt finde på at
spille et par festivaljobs. Måske koncerter, der slutter festivaler af,
men også sådan noget som Tivoli eller Verona Arena kunne komme på tale.
René: Du kunne optræde som hovednavn på festivaler. Det ville være nyt for dig med festivaler, ville det ikke?
Jean
Michel: Jo, men jeg skal helst lukke festivalen med min koncert, for så
kan jeg stille alt mit udstyr op inden showet. Derfor er det vigtigt,
at jeg spiller sidst. Jeg tror, at mit nuværende turnéformat, med visse
ændringer, ville passe fint ind til festivaler også.
Ras: Kraftwerk havde stor succes med det i sin tid.
René:
Ja, de gjorde det på Roskilde. De var dog meget bekymrede for deres
udstyr på grund af alt støvet på festivalen, men koncerten blev en kæmpe
succes for dem, fordi de er så legendariske.
Jean Michel: Ja.
René: Jeg er dog lige nødt til at bede dig om en tjeneste. Kan du skrive en autograf? Dette er det første bånd, jeg fik med dig.
Jean Michel: Ah, en originalkassette med "Equinoxe". Den er nok sjælden i dag. Hvad skal jeg skrive? Hvad hedder du?
René: René.
Jean Michel: Som på fransk?
René:
Ja, helt som det franske navn. Jeg ser også fransk ud, og når jeg er i
Frankrig, tror folk tilmed, at jeg kan fransk, men det kan jeg ikke! Men
nu vi er i gang, så vil jeg også give dig denne live-dvd med mit band,
hvor jeg spiller keyboards. Den er fra Roskilde og der er "kun" 60.000
tilskuere, så der er langt til dit niveau.
Jean Michel: Publikumstal er ikke det væsentlige. Tak for dvd'en.
Ras:
Vi har vist snart ikke mere tid tilbage, men vi må lige huske at sige,
at lyden var virkelig flot i aften, og I var supertight, alle fire.
Jean
Michel: Mange tak. I aften (i Herning Messecenter, 9. maj, red.)
begyndte det for alvor at fungere. Vi kan stadig blive bedre undervejs,
men laserharpen fungerede for eksempel perfekt. Og så havde jeg mulighed
for at lave ordentlig lydprøve inden koncerten!
René: Det er
skægt med laserharpen i går (i NRGI Park, Århus, 8. maj, red.). Jeg
talte med en kammerat om, at det var faktisk fedt, at den opførte sig
lidt underligt på et tidspunkt, for så kunne alle se, at den er live.
Hvis der er små fejl undervejs, så beviser det kun, at der er noget på
spil, at alle skal gøre deres bedste, for at det hele går op i en højere
enhed.
Jean Michel: Det er en meget fin pointe. I dag
benytter alle sig af storskærme med et væld af visuelle effekter, så det
ender med, at publikum bare ser tv. Derfor ville jeg denne gang hellere
arbejde med lys og laser og i højere grad lade de visuelle effekter
understøtte musikken, og ikke omvendt. Vi kunne naturligvis have valgt
at afvikle det hele fra Mac og ProTools, men ved at vælge at spille alt
så live som muligt, temaer, sekvenser, akkorder, så indbyder vi måske
nok til fejl og bekymring undervejs, men det bliver langt mere spændende
for publikum, det bliver unikke oplevelser. Dj-scenen, hvor folk til
sidst bare afspillede cd'er, gjorde, at vi til en vis grad glemte
poesien i en live-optræden.
Ras: Og når man så spiller fejl, så må man improvisere sig ud af dem, og det skaber overraskelser.
Jean
Michel: Lige netop! Lad mig give et godt eksempel. Da vi skulle spille
"Rendez-Vous II" i Polen, dukkede laserharpen aldrig op, noget gik galt.
Så måtte jeg i stedet tilbage til min Synthex, som jo er den, der
leverer lyden til laserharpen, og spille temaet på tangenterne. Det var
virkelig synd for publikum, men samtidig forstod de også, hvad der skete
og levede sig med i det. Vi oplevede alle fejlen, noget negativt, men
det skabte en fælles følelse om musikken, som var positiv.
René:
Det er skægt, for dengang Chemical Brothers spillede på Store Scene på
Roskilde Festival for første gang, var der en satiretegner, som lavede
en tegning af sin oplevelse af koncerten: hele scenen som et
kæmpemæssigt tv. Og det er lige netop det, du siger. Hvis
multimediehalløjet tager magten, så bliver det hele bare som at se tv.
Jean
Michel: Ja. Selvom jeg sætter stor pris på Chemical Brothers, så gemmer
de sig måske for meget bag deres skærme til koncerter. Du kan ikke se,
hvad de laver eller sågar, om de er der.
Ras: Man kan ikke se, hvad de laver live.
Jean
Michel: Nej, lige netop. Og det skal man være lidt påpasselig med. Men
nu skal jeg videre, så jeg vil sige tak for en interessant samtale.
Source:
gaffa.dk